Emma Hayes smilede og grinede, mens hun svarede på spørgsmål ved et langt konferencebord i et hjørnelokale tre etager over den travle Madison Avenue. Hun bar en lille U.S. Soccer-nål på venstre side af sin lysebrune blazer som det eneste visuelle tegn på sin nye rolle som cheftræner for USA's kvindelandshold.
Det er det job, hun har drømt om at få i mere end to årtier - det største job i kvindefodbold. Det er det job, hendes afdøde far og bedste ven, Sid, bad hende om at gå efter, da han lå på sit dødsleje i september - det job, Hayes diskuterede med Sid, som om hun allerede havde fået det, fordi hun ønskede, at han skulle tage af sted med det minde.
USWNT-jobbet er også en international trænerstilling, der adskiller sig markant fra de klubmiljøer, Hayes har opereret i gennem hele sin karriere. Hayes' 12-årige periode som cheftræner i Billige Chelsea fodboldtrøjer gjorde hende berømt som en af de bedste managere på kloden.
»Jeg er ikke bekymret,« sagde Hayes til en lille gruppe journalister, herunder ESPN, torsdag. »Jeg tror, det er det samme, når nogen går fra den ene organisation til den anden. Det er fodbold - når alt kommer til alt, er det 11 mod 11.«
Hendes pointe er gyldig, men hvordan hun håndterer overgangen er blandt de største spørgsmål omkring hendes ansættelse, hvor hun erstatter en anden klubtræner, Vlatko Andonovski, som havde svært ved at klare springet til det internationale spil. Under Andonovski - en mesterskabsvindende NWSL-træner - led det amerikanske kvindehold under et historisk dårligt VM i 2023, hvor de kun vandt én kamp ud af fire på vej mod klubbens tidligste exit i en stor turnering.
Hayes' ansættelse er blevet rost til skyerne som et skridt i den rigtige retning for det amerikanske hold - hun vandt fem ligatitler i træk og 16 trofæer i alt på 12 år i Chelsea. Hun er ubestrideligt blandt de bedste trænere i fodbold, men hun har ikke stået i spidsen for et hold på internationalt niveau, hvor kadencen i tidsplanen betyder, at der er mindre tid til at træne og arbejde med spillerne.
Det professionelle klubmiljø giver trænerne mulighed for at finpudse deres hold hver dag til træning og se resultaterne af disse ændringer i kampene hver uge. International fodbold er noget helt andet. Kadencen af det amerikanske holds træningslejre begrænser træningen på banen til et par dage hver eller hver anden måned med et par kampe klemt ind i hvert vindue.
Der er ikke altid en øjeblikkelig ny chance for at rette op på en dårlig præstation, og i knockout-situationen i internationale turneringer - som Hayes vil opleve for første gang ved OL om to måneder - kan en dårlig præstation afgøre et holds skæbne.
Der er nylige, fremtrædende og umiddelbare eksempler på, hvor svært det er at skifte. Faktisk har overgangen mellem klub- og landsholdsspillene forpurret mange dygtige managers - Andonovski var ærlig omkring, hvordan manglen på tid med spillerne var en af hans største udfordringer i overgangen fra klubmiljøet.
»Jeg elsker bare at træne, at træne hver dag og at arbejde med spillerne hver dag,« sagde Andonovski, da han for nylig vendte tilbage til NWSL. »I landsholdsmiljøet er det umuligt.«
Andonovski vandt to NWSL-mesterskaber og etablerede sig som en af de bedste trænere i ligaen, inden han blev udnævnt til USA's kvindelige landstræner i slutningen af 2019. Han stod over for adskillige udfordringer på vejen mod OL i 2021 og VM i 2023 - pandemien var den mest unikke af dem - men i sidste ende kæmpede han for at finde den rette balance for holdet på samme måde, som han måske ville have gjort med mere regelmæssig interaktion, som i klubspillet.
Han trives igen i sin tilbagevenden til klubmiljøet: Kansas City Current er startet ubesejret i 11 kampe under Andonovski.
Mark Parsons var også en succesfuld NWSL-træner, før han tog jobbet som Hollands cheftræner i 2021. Han førte kortvarigt hollænderne til en vanskelig kvartfinale ved EM i 2022, før hans kontrakt blev ophævet efter gensidig aftale. Ligesom U.S. Soccers seks måneders ventetid på Hayes, mens hun afsluttede denne sæson i Chelsea, jonglerede Parsons med jobbet i Holland og sin sidste sæson i Portland Thorns i hele 2021.
Hayes er sin egen person, og det vil hun gerne understrege med sin menneskelige tilgang. Hun sagde, at hun planlægger at tale med blandt andre Andonovski og hans forgænger, Jill Ellis, som en del af forberedelserne til jobbet.
Hayes har en kandidatgrad i efterretning og internationale anliggender. Hun ønsker en forståelse af, hvordan ting og mennesker fungerer. Hun er seriøs, ikke naiv eller flabet, når hun siger, at hun har set USWNT-videoprofiler om spillernes baggrundshistorier og den seneste Netflix-dokumentar om holdet for at lære mere om sit holds personligheder.
»Når man leder mennesker, er det ret nemt at få det bedste ud af folk, man forstår og kender - det er meget sværere, når man skal gøre det med folk, der er helt anderledes,« siger Hayes.
Der er få personligheder som Hayes, hvilket hun også sagde for sjov torsdag, og der er bestemt brug for en stærk tilstedeværelse i spidsen for USWNT.
USWNT-holdet har historisk set haft nogle af de største personligheder inden for kvindefodbold, hvilket ikke har passet alle trænere. Den afslappede og venlige Tom Sermanni blev på berygtet vis brat afskediget som USWNT-træner i 2014. Sunil Gulati, U.S. Soccers daværende præsident, benægtede, at Sermanni blev fyret på grund af et spilleroprør, men det var tydeligt, at Sermannis stil ikke passede til det, forbundet - og spillerne - ønskede.
Andonovski var i mellemtiden foretrukket af USWNT-spillerne, da han blev ansat til rollen, idet han havde arbejdet med nogle af dem som deres NWSL-træner, og han kaldte USWNT-spillerne for sine »venner« under VM. Men den tidligere kommentator Carli Lloyd, som var kritisk over for sit tidligere hold under VM, sagde, at når spillerne klagede over, at træningssessionerne var for hårde, gjorde han dem kortere.
Hayes på sin side beskriver sig selv som en god lytter, der er bestemt, når hun skal være det, men altid empatisk. Hun er også en overlegen kommunikator, en evne, hun får brug for, når hun skal navigere i overgangen fra veteraner til den næste generation af USWNT-spillere.
»Jeg vil arbejde hårdt på den del af kulturen, noget jeg har gjort i hele min karriere,« siger Hayes. »For det, jeg har lært, er, at hvis man ikke tager sig af den del, så kan det, som på enhver arbejdsplads, føre til, at der ikke er kommunikation, og hvad sker der så? Der er en samtale, ikke sandt? Og som regel den forkerte type samtale.«
Et af USWNT's største problemer ved VM i 2023 var dog taktisk. Spillerne var ikke i stand til at løse problemer, når modstandere som Portugal lukkede ned for USWNT's oprindelige spilplan, og der var en stivhed i deres tilgang.
Hayes er kendt for sin taktiske fleksibilitet, hvilket allerede var tydeligt i de seks måneder, hvor hun overvågede holdet på afstand, mens den midlertidige cheftræner Twila Kilgore officielt stod i spidsen for holdet. I den periode eksperimenterede USA fodboldtrøjer dame med forskellige midtbanebalancer samt tre-backs og overbelastninger på fløjene.
»Rammerne, metodikken og spilleprincipperne er helt klare, og de ændrer sig aldrig, men rollerne kan ændre sig,« siger Hayes. »Med den begrænsede tid, jeg har, er jeg nødt til at holde det enkelt.«
Kan hun implementere sin taktik med succes i disse omgivelser og med kun to hviledage mellem kampene ved OL? Vil disse budskaber være klare og præcise nok til at blive oversat ved OL?
Uanset hvordan det kommer til at gå, skal forventningerne til denne sommer sandsynligvis dæmpes. U.S. Soccers ansættelse af Hayes og beslutningen om at vente et halvt år ekstra på hendes ankomst, så hun kunne afslutte sin klubsæson med Chelsea, var en klar indrømmelse af, at hun var en langsigtet ansættelse, selv på bekostning af den kortsigtede. U.S. Soccer vidste, at hun kun ville have to måneder til at forberede sig til OL, som begynder i juli, men hardware ved OL i 2024 kan være det nødvendige offer for at vinde VM i 2027.
Én ting ved Hayes' overgang fra klubmiljøet er klar: En vægt - »en sten«, som hun kaldte det - er blevet løftet fra hendes skuldre. I modsætning til Andonovski, som længtes efter den daglige trummerum, blev Hayes med tiden udmattet af den, især med en nu 6-årig søn på slæb. En kamp hver tredje dag, pressekonferencer før hver kamp, spillermøder hver dag? Hayes sagde igen torsdag, at hun »kategorisk ikke kunne gøre det igen - ikke på nuværende tidspunkt.«
Nu er hun i Denver, hvor hun møder det første USWNT-hold, hun kan kalde sit eget. Efter et par venskabskampe mod Sydkorea vil hun rejse mellem England og USA, før hun slår sig ned i Atlanta, hvor U.S. Soccer er i gang med at bygge et dedikeret træningscenter.
Hayes får lidt tid til at trække vejret i slutningen af august, hvis hun giver sig selv lov til det. Først kommer en sprint til OL, Hayes' første store test i en anden type arena.
»Der er et andet flow i international fodbold,« siger Hayes. »Jeg tror, at ændringen har givet [mig] ny energi. Det mærkede jeg især i dag. Og ja, i en ideel verden ville alle selvfølgelig elske at sidde på en strand et eller andet sted nu i et par uger. Men mit perspektiv er helt klart: Du får ikke mange muligheder for at tage til et OL i dit liv.«
